Når Aftenen Kom Til Vor Eng

Når aftenen kom til vor eng, og solen går ned bag ved skoven, da høres fra stuen en streng, mens vinden går sagte om laden. Kom, ræk mig din hånd nok en gang, lad trinene følges ad sammen, for natten er dejlig og lang, og valsen den venter på os. Når birkene hvisker så mildt, og månen står blank over søen, da føles al verden så stille, som havde den glemt alle årene. Vi dansede her engang før, da sommeren aldrig fik ende, og den samme knirkende dør står åben mod natten endnu. Så spil denne vals nok en gang, den gamle som mor plejede nynne, jeg husker hver tone og klang, fra dagene da jeg var lille. Lad fiolen synge en trille, lad trækharmonikaen svare, vi tager en dans nok en gang, så længe som benene bærer. Og gryr der en morgen til sidst, mens tågen ligger hvid over engen, så ved jeg, at intet er mistet, så længe vi husker den dag. For toner kan leve endnu, når årene længst er forsvundet, og nogen kan mærke som du den vals, som vort hjerte har fundet.